Tekst · Kritisk tænkning · Stephan Holmberg-Hansen · 19. november 2026
Hvad hvis verdens værste metafor havde en vigtig pointe?
Filosofihistoriens dårligste metafor handler om noget af det vigtigste.

Nietzsche, hvis navn i sig selv er ustaveligt, beskrev en udvikling fra kamel til løve og til sidst barn.
I know. Ingen forklaring krævet. Det kan du jo bruge i morgen.
Men nu uddyber jeg alligevel lidt. For jeg mente, hvad jeg sagde.
Ser du. Det handler nemlig om holdninger og verdenssyn. Hvad kunne være vigtigere?

Kamelen slæber på det hele
Kamelen bærer. Den tager pligter, forventninger og værdier på sig. Og som en kamel kan man slæbe på virkelig meget.
Det synes jeg er et ret godt billede på alle de holdninger, vi får samlet op. De behøver på ingen måde at give mening sammen. Næ, det hele er der bare.
Efterhånden opdager man så, at noget skurrer.
Personligt havde jeg både fået med, at alle var lige, og at kvinder ikke kunne det samme som mænd. Det krævede en del kampe med mig selv at rydde ud i.

Som ung ateist var jeg bestemt LØVE!
Kampen fører os til løven. For løver er ikke gode til at bære læs. De slås.
Hos Nietzsche kæmper løven mod alt det, der siger »du skal«. Den vil selv bestemme, hvad den skal tro på, og hvordan den skal leve.
Her kan holdninger og verdenssyn blive til identiteter. Og løven har altid-allerede ret. Alt, der er forskelligt fra løvens eget, er per definition forkert.
Jeg har mødt mange løver i min tid. I politik. I forskningen. De der mener at hvad end der er forskelligt fra dem, må være onde, dumme eller ikke have forstået endnu hvor meget ret de selv har.
Som ung ateist var jeg bestemt LØVE!
Men man kan godt gøre oprør uden at være færdig med at tænke.
Der var meget, jeg kunne argumentere imod. Og jeg var virkelig ikke i tvivl om, hvem der havde ret.
Men det at kæmpe imod noget fortæller jo ikke nødvendigvis, hvad man selv vil. Eller om ens egne holdninger er særligt gennemtænkte.
Man kan stadig gå rundt med en god del af kamelens læs. Nu forsvarer man det bare med tænderne.
Nietzsches løve kan tilkæmpe sig friheden til at skabe nye værdier. Men den kan endnu ikke selv skabe dem.

Og så skal vi åbenbart være børn
Barnet er en ny begyndelse. Det kan lege, skabe og sige ja til noget selv.
Det her, metaforen, bliver relevant i undervisningen. Når vi kan møde en idé og undersøge den uden straks at skulle kæmpe for eller imod. Når vi kan prøve at forstå, før vi beslutter os.
Når vi kan skifte mening.
Hvert skridt er hårdt og fyldt med konflikter. Det kan jeg i hvert fald skrive under på.
Barnet, er ikke ment som noget naivt eller dumt. Men derimod noget, der fordomsfrit kan møde sin omverden med en nysgerrighed, den, når vi nu er ærlige, fortjener.

Som lærer er du fødselshjælper
Jeg håber, at dette lillebitte skriv vil gøre dig lidt mere opmærksom på din rolle.
For hvad gør vi, når elevernes holdninger skurrer mod hinanden? Eller mod vores? Giver vi dem noget mere at bære på? Noget at slås for? Eller plads til at undersøge det selv?
Når Nietzsche kunne lave en SÅ ubehjælpelig metafor, tør jeg godt udnævne dig til fødselshjælper for dine elever. For deres tunge, hårde og besværlige rejse gennem verdens værste metafor.
I hvert fald hvis du tør.

Hvis du er fødselshjælper, tror jeg, jeg er doula.
Et halvdagsforløb: TÆNK SELV.
Vi tager fat i noget, de allerede har en holdning til. Og så gør vi det besværligt at være så sikre. De skal diskutere, mærke konsekvenserne af deres valg og måske opdage, at de selv har lidt kamel med i tasken.
Det eneste, du skal planlægge, er at vi har et lokale. Resten kommer jeg med.
